Døden kører Volvo

Hvor går man hen, når man går bort?
Til de ukendtes land?

Ingen ved det, og ingen snakker om det.
Johanne og Mads lagde vejen forbi en bedemand i Jyderup for at se døden i øjnene.
Nøglen drejes, og motoren starter, selvom man knapt kan høre det inde fra rustvognens "førerhus". Gruset knaser under bilens hjul, mens den bakker ud af garagen. Bagefter sætter Pia bilen i første gear. Vi ruller ligeså stille op ad den lange indkørsel forbi begravelsesforretningen og ud på vejen, hvor vi drejer til højre ned mod kirken.
Pia Wieth er chaufføren. Hun har siden 2015 været ansat i 'Mørkøv Jyderup Begravelsesforretning' som bedemand. Jeg mødte hende første gang for én time siden i den måske mest indbydende forretning, jeg nogensinde har været inde i. Lys, imødekommende og med måske de bedst udsmykkede forretningsvinduer i hele byen. Helt modsat af, hvordan jeg havde forestillet mig en bedemandsforretning ville se ud.


Efter en kort tur gennem Jyderup, ankommer vi til kirken. Her demonstrerer Pia, hvad der sker inden begravelsen, og hvordan hun gør den afdøde klar. Det handler om respekt for den døde og familien :"Det er familiens sorg, det er ikke min sorg". Før hun blev bedemand, var Pia social- og sundhedsassistent, hvilket er noget, hun har taget med videre til sit nuværende arbejde. Hun behandler nemlig den afdøde med samme respekt som i sit tidligere arbejde som SOSU.
Netop udsmykningen i ruderne og dens oprindelse fortalte Pia om, inden vi tog ud at køre:
"Vi gør rigtig meget i at invitere børnehaver og 0. klasser ind i forretningen. De pynter vinduerne, vi læser historier for dem om, hvad sker der, når man mister en af sine kære, og de kommer ud og ser rustvognen. De kommer også ud og ser kisterne og mærke urnerne, så når de går forbi forretningen med deres forældre herude, så er vi ikke fremmede i byen.

Foran foretningens pyntede ruder tager jeg afsked med den smilende bedemand. Mine fordomme om bedemænd og døden er blevet sænket i graven.

Bortset fra en: Vi taler ikke nok om døden. ¨

Vi siger hellere "at gå bort", og vi bliver undervist mere om genopstandelsen end døden i skolen. Jeg vidste ikke før i dag, at alle skal i kiste, om de skal brændes eller ej. Det er da praktisk nok at vide.

Døden er stadig fremmed for os. Vi taler ikke nok om den.


Sociolog Preben Engelbrekts råd til at se døden i øjnene
1. Aktivt selv får taget stilling til hvordan vi selv synes vores begravelse skal foregå.

2. Være åbne og reflekterende i forhold til vores egen død i stedet for lukkede og angste. Derfor handler det generelt også om, at vi skal begynde at bruge ordet ' død'.

3. Lukke døden ind. For eksempel ved at tage hul på nogle af de vigtige samtaler, vi bliver ved med at udskyde.

4. Begynde at træffe nogle af de valg, vi har det med at udskyde. Vi tror, at livet er uendeligt, og derfor er det ikke ualmindeligt, at vi kører videre i den samme trummerum – uden at stoppe op og reflektere over, om vi måske skulle lave nogle forandringer.

5. For de fleste er døden en fjende, men man skal snarere sørge for at blive ven med døden. Det gør man, hvis man tager en åben samtale om, hvad man frygter ved døden«.
Anmeldelser fra kunderne
Det siger kunderne om håndteringen af deres afdøde kære
En dokumentar af
Mads Arnbjerg
Johanne Thordahl
Anne-sophie van Schaik
Ida Rathje
Made on
Tilda